Psykomotorikuddannelsen i Randers har fået mere end en kvart million kroner i støtte til et internationalt forløb i sommeren 2011!
”Vi er glade for at kunne meddele, at vi har imødekommet jeres ansøgning med et samlet tilskud på 37.350 euro…” Der var plads til begejstring på Psykomotorikuddannelsen, for bevillingen betyder, at man igen i 2011 kan afvikle et internationalt undervisningsforløb over 14 dage.
Fra Paris til Lissabon
Også i 2009 fik Psykomotorikuddannelsen i Randers del af EU's Erasmus-program Lifelong Learning, der skal bruges til dette års internationale undervisningsforløb, som løber af staben den 15.-28. august under overskriften Rehabilitation.
Og når ordet international bruges i denne sammenhæng betyder det, at langt hovedparten af deltagerne kommer fra udenlandske university colleges. Uddannelsen får nemlig besøg af sine fem samarbejdspartnere fra Paris, Lissabon, Zürich, Zwolle og Njimegen, der hver har otte pladser til studerende der læser til psykomotorisk terapeut. Hertil kommer otte pladser til uddannelsens egne studerende, nogle pladser til Skolen for Psykomotorik i Hillerød, samt internationale undervisere. Med andre ord kommer det til at summe på engelsk, fransk, hollandsk, portugisisk, schweizertysk og dansk fra de over 60 medvirkende i pauserne mellem undervisningen, der foregår på engelsk.
Danskere til Holland i 2011
Psykomotorikuddannelsen i Randers er ansvarlig for Erasmus-programmet, som i 2011 bliver afviklet i Holland - med dansk deltagelse, naturligvis. Det bevilligede beløb på knap 300.000, svarede til det beløb, man havde søgt, og uddannelseschef, Helle Brok, er meget tilfreds med, at det store forarbejde har båret frugt. Hun ser frem til samarbejdet, der, udover det løft, det giver uddannelsen og de studerende, når de i 14 dage får undervisere fra internationale uddannelser og kan udveksle erfaringer med andre studerende, også skaber basis for på længere sigt at kunne udvikle nye læringsmiljøer.


