Vejledning og tips til ansøgning af forskningsmidler
At forske er krævende. Det tager både meget tid og koster mange penge. Derfor er det vigtigt at gribe sit projekt rigtigt an fra begyndelsen for at sikre, at der kommer noget brugbart ud af ens anstrengelser.
DAP’s forskningsudvalg har indtil nu modtaget og vurderet i alt 4 ansøgninger. Erfaringen fra disse ansøgninger viser nogle fælles problempunkter. Derfor vil forskningsudvalget komme med nogle tips og anbefalinger, når man skal i gang med at ansøge om et forskningsprojekt.
Forskningsudvalget vurderer ansøgningerne ud fra følgende kriterier:
1. Er formelle krav opfyldt
2. Formålet med projektet
3. Projektets relevans – afspændingsfagligt og politisk/samfundsmæssigt
4. Design og metode – hensigtsmæssighed i forhold til metode
5. Formidling
6. Redegørelse for realitet i projektet (budget, tidshorisont og CV)
7. Etik
8. Konklusion
Nogle af punkterne er der ingen problemer med, mens andre er mere problematiske. Vi vil derfor nedenfor opstille en brugbar fremgangsmåde, når man skal søge forskningsmidler:
1. Hvis du ingen erfaring har overhovedet med at forske, anbefaler vi, at du orienterer dig i nogle bøger desangående først. Vi anbefaler:
Bobby Zachariae: Det vellykkede eksperiment, Munksgaard 1998.
Denne bog drejer sig om at forske i sundhedsvidenskab efter naturvidenskabelig metode.
Knud Ramian, Casestudiet i praksis. Academica 2007.
Denne bog drejer sig om hvordan man kan bruge casestudiet til at undersøge mennesker, organisationer og processer.
2. Når det er gjort, er det vigtigt at finde ud af:
A. Hvad ønsker jeg præcist at undersøge?
Her er det meget vigtigt at afgrænse sit emne, for ellers kan ens undersøgelser blive forplumrede og ubrugelige.
B. Hvad er der lavet af forskning indenfor dit interesseområde. Kan tidligere projekter sammenlignes med det, du gerne vil lave? Kan du lære noget af de andres eventuelle fejl?
C. Hvordan vil jeg nå frem til svar på mit problem?
Her er det vigtigt at vælge den rigtige forskningsmetode – kvalitativ, kvantitativ osv.
Når du er nået hertil, så er tiden kommet til at:
3. Find gerne en forskningsvant samarbejdspartner
Fremlæg dine ideer for vedkommende. I fællesskab skal I overordnet beskrive forskningsdesign og metode: Klart, enkelt og grundigt! Vurdér om der er en rød tråd gennem ansøgningen.
Erfaringerne fra de indkomne ansøgninger viser, at metodebeskrivelsen ofte er uklar. Det medfører, at man ikke kan være sikker på, at svarene, man får på sine undersøgelser, er brugbare, fordi man vil undersøge alt for meget. Eller at det man måler eller vurderer ikke svarer til det, som man har sat sig for at undersøge. Så krydstjek metodebeskrivelsen og find frem til mulige faldgruber.
4. Når designet er klart, så foretag en risikovurdering af, om designet er robust nok fx overfor frafald af deltagere. Kort sagt: Er der tænkt tilstrækkelig mange deltagere ind i projektet, så resultaterne fortsat er brugbare på trods af, at nogle ophører undervejs i projektet? Eller er effekterne af en indsats stor nok til at man kan vurdere fremgang under forløbet, som ikke overskygges af tilfældige, men ikke usædvanlige, begivenheder?
5. Så er du nået til at ansøge om forskningsmidler!
Her er det vigtigt at tænke medfinansiering fra andre fonde end DAP’s , da DAP’s forskningspulje er meget begrænset.
Derfor kan det være en god ide at inddele projektet i forskellige faser og søge penge i forskellige fonde til de forskellige dele, f.eks:
- Ansøgning om penge til metodeudvikling
- Ansøgning om penge til at skrive ansøgning til større fonde
- Ansøgning om penge til udformning af interviews, spørgeskemaer mm
- Ansøgning om penge til et miniprojekt - pilotprojekt
6. Det kan nemlig være en god ide at starte med et miniprojekt for at finde ud af, om ens fremgangsmåde holder i praksis eller om der skal justeres på metoden.
Samtidig vil man siden kunne henvise til sit pilotprojekt, når man søger midler til sit endelige projekt.
Held og lykke
Forskningudvalget


